At lege med hardware

Venterummet | The Waiting Room from Jette Forstholm on Vimeo.

I et post om Processing havde jeg især fokus på, hvordan det kan bruges til at skabe fiktive lokationsbestemte universer, hvor modtageren har mulighed for at træde ind i det gennem generativ kunst som projekteres ud i rummet. Nu har vi fået lov at prøve kræfter med Arduino. Det er ikke første gang jeg arbejder med Arduino og noget af det jeg især husker fra sidste gang er, at kun en del af arbejdet er i kodningen. Med Arduino skal materiale og interaktion også gennemtænkes. Jeg arbejdede med lys i den her omgang, hvor vi forsøgte at skabe et eksplorativt rum. Vi havde gjort meget ud af at skabe en stemning i rummet, som lagde op til, at man fik lyst til at gå på opdagelse. Vi havde dækket rummets flader med sort stof på gulvet og hvidt stof på nogle kasser. Kasserne var i rummet for at skabe et flerdimentionelt lag. Det var meningen, at en person skulle gå på opdagelse i rummet ad gangen og skoene skulle af, så man kunne føle sig frem (er uddybet længere nede). Vi havde lavet lampeskærme af bagepapir og sølvpapir, som skulle bryde lyset fra lamperne så farverne fra dem blev mere ensartet. Dette var også med til at skabe en mystisk stemning i rummet. Lysene kørte i en serie, hvor de skiftesvis fadede ned. Når en knap blev trykket ned, skiftede farven på lamperne og de begynde at fade op i stedet.

 

Vi havde lagt skjulte pads ud på gulvet, der fungerede som knapper, når man trådte på dem. Knapperne var lavet af sølvpapir, hvilket gav en god effekt i selve oplevelsen, som kunne være svær at forudse før vi faktisk begyndte at stille installationen op. Rummet var nemlig dækket af sort stof på gulvet, hvor knapperne var placeret under så de ikke kunne ses. Men da rummet var mørkt, var ens andre sanser mere valgte, hvorfor det gav noget til oplevelsen, at man udover at kunne føle med fødderne, at der lå noget under stoffet, også kunne høre, når ens fødder rørte sølvpapiret. På den måde gik man langsomt frem for at både føle og høre “på rummet”. Når man trådte på en knap ændredes lyset i rummet, så der var en lille gevinst ved at finde knapperne også.

Vi havde valgt at gøre afkodningen af vores installation lidt usynlig, for netop at ligge op til, at modtageren skulle gå på opdagelse i rummet. Efter vores arbejde med vores installation har jeg virkelig fået øjnene op for Arduino-verdenen, hvor jeg ved hjælp ag sensorer, knapper, input, output mm., har mulighed for at skabe et virvar af oplevelser. Især tiltaler ideen om, at skabe kunstige magic†moments†mig meget i forhold til at skabe fiktive lokationsbestemte universer. Hvis arduinoinstallationen laves på en sådan måde, at den bliver så meget en del af de omkringlæggende settings, kan det give en meget stærk illusion af, at man er trådt ind i det fiktive univers. Det kan både udløses af sensorer og knapper, hvor jeg ser fin mulighed for begge. Med sensorer kan man få ting til at starte, når modtageren er på det rigtige sted. Med knapper, kan man ligge mere op til interaktion med modtageren: fx ser jeg for mig, at man installere en ringeklokke i et træ i Frederiksberg have, og når modtageren er ude for at opleve historien en mørk vintereftermiddag, får hun afvide, at hun skal ringe på klokken. Det der så sker, at der er sat lys oppe i træet, som langsomt skrues op i styrke. Dette er bare et eksempel på, hvordan en arduino kan inkorporeres i et fiktivt univers.

Jeg har i øjeblikket gang i et projekt sammen med to andre, hvor vi vil skabe et lokationsbestemt eventyr, der skal finde sted omkring Københavns havn, og jeg er helt vil med alle de ting, som jeg kan se at vi kunne få mulighed for med Arduino! Jeg synes helt klart, at en af Arduinos styrker er, at det kan gøres så tangible. Jeg elsker ideen om, at utrolig simple installationer, kan give en kæmpe oplevelse i de rette kontekster. Med mange andre designredskaber kan du give modtageren en Wizard of Oz-illusion om, at deres interaktion med et element rent faktisk har betydning. Med Arduino kan du rent faktisk gøre det så vigtigt, at der simpelthen ikke er nogen fremgang i værket, medmindre de interagerer.

Jeg har kigget på Foresta Luminas koncept, hvor jeg ser rigtig mange muligheder for at bruge arduino for at skabe et vildt oplevelsesunivers. Et univers, hvor intet er, som man tror, og hvor ens udforskelse af rummet er det eneste der sætter grænsen for, hvad der kan ske derinde. Det kunne være et univers både med eller uden en storyline. Det ligger selvfølgelig et stykke ude i fremtiden, men jeg synes virkelig, at det kunne være spændende at lave et oplevelsesrum, hvor der var inkorporeret mærkelige, fignurlige muligheder for interaktion med ens omgivelser. Jeg hørte den anden dag, om nogle syersker, som havde syet nogle dragter i ledende tråd, som de så havde fået lavet noget kode til sådan, at kunne spille på deres egne kroppe. Hvor kunne det være vildt, hvis man på samme måde, kunne gå hen og spille på et træ.

Så lidt kort samlet op, så er jeg vil med Arduinos mulighed for at skabe haptiske oplevelsesuniverser, hvor afkodning af interaktionen både har mulighed for at møde ens forventninger og for at reagere anderledes end forventningerne. Jeg ser mulighed for, at danne mange forskellige oplevelser ved brugen af begge afkodningsmønstre: Hvor forventningerne bliver mødt, kan det være godt ift at skabe illusioner af magic moments, hvorimod at det den anden vej rundt, skaber en god mulighed for udforskelse og refleksion. Jeg elsker, at der er mulighed for at skabe så mange meget forskellige oplevelser, og jeg kan virkelig se mig selv bruge det i fremtiden, hvor jeg håber på, at få lov til at skabe alt fra urbane fiktive fortællinger til oplevelsesrum, hvor man skal gå på opdagelse og få brudt med ens forventninger om, hvad vi kan interagere med i vores omgivelser.

I en anden ende af arduinospektret, er der projektionerne, hvilket også kunne bruges på mange interessante måder. Jeg synes, at værket, som også gør brug af Kinect i denne sammenhænge er interessante, så det vil jeg se meget frem til, at skulle prøve kræfter med i de næste to uger.